”The Woman in Black” er noget så sjældent som en teatergyser. Forestillingen bygger på en roman af den engelske Susan Hill og bliver i år filmatiseret med selveste Harry Potter (Daniel Radcliffe) i hovedrollen.

Teaterstykket, som bygger på bogen har fortsat stor succes i London, hvor den spiller på 22. år og har skræmt livet af mere end 7 millioner!

Nu er det de nyborgske teater-gængere, som står for skud! Teatergruppen Fidus har efter succes med store musical-forestillinger valgt at gå en ny vej og satse på en lille, intim 2-mands-forestilling, hvor uhyggen er til at tage og føle på. Borgerforeningens stem-
ningsfulde sal bliver afgrænset, så der kun er plads til 100 tilskuere, og de kommer helt tæt på dramaet, når skuespillerne Per Thorhauge og Tue Fabricius fortæller den skræmmende historie om ”Kvinden i Sort”.

Bogen har et stort persongalleri, men dramatikeren Stephen Mallatrat har skruet sin bearbejdelse således sammen, at ingen væsentlige detaljer eller karakterer udelades; faktisk kommer der et ekstra lag på i sceneudgaven: Selve det at fortælle historien! Og netop dette lag er det interessante for mig som instruktør. For hvordan fortæller man en historie med kun to personer og et minimum af rekvisitter og kostumer? Hvordan skaber man det tidlige 1900-tal i en engelsk landsby, når vi befinder os i en teatersal?

Hvordan gør man det kriblende, gysende uhyggeligt?

Når de to talentfulde spillere giver sig i kast med fortællingen, håber jeg de spørgsmål besvares, og jeg garanterer, at alle vil mærke de små nakkehår stritte. God fornøjelse!

Sune Svanekier, Instruktør